Nostalgi Camping

Besøg Nostalgi Camping på TimeWinder

Træd ind i Nostalgi Camping og oplev, hvordan camping foregik indtil 1985. Her kan du mærke ro, charme og autentisk stemning hele dagen, og når aftenen falder på, lyser pladsen svagt op under gadelygterne. Om morgenen kan du opleve den hyggelige fælles morgensang, når flaget hejses, som det blev gjort i gamle dage.

På pladsen finder du veteranbiler, campingvogne, telte og autocampere, alle nøje udvalgt for at bevare tidens stil og detaljer. Udstillerne går op i autenticitet, og alt fra stole og borde i forteltet til tøjet på pladsen passer til den periode, campingvognen stammer fra.

Gå på opdagelse, tal med udstillerne og få en oplevelse af en svunden tid, hvor tempoet var langsommere, og glæden ved camping var enkel og fuld af hygge. Nostalgi Camping er et sted, hvor både børn, unge og voksne kan lade sig fascinere, inspirere og drømme sig tilbage i tiden.